Diagnoser

Her er de diagnosekriterier vi følger hos Abegg & Bro.
De tager udgangspunkt i officielle og internationale diagnosekriterier for spiseforstyrrelser:

De diagnostiske kriterier for Anoreksia Nervosa

AN (ICD-10)

  • a. Kropsvægten holdes mindst 15% under den forventede vægt (enten ved vægttab eller aldrig opnået) eller BMI < 17,5 kg/m2. Præpubertetspatienter opnår evt ikke den forventede vægtøgning under vækstperioden.
  • b. Vægttabet er selvinduceret ved at undgå ”fedende mad”. En eller flere af følgende faktorer kan også være tilstede: selvinduceret opkastning, misbrug af laksantia (afføringsmidler), umådeholden motion, anvendelse af appetithæmmende midler og diuretika (vanddrivende midler).
  • c. Patienten har et forvrænget kropsbillede i form af en specifik psykopatologi, hvor frygten for fedme er en påtrængende, overflødig idé og patienten påtvinger sig selv en lav vægttærskel.
  • d. Endokrine forstyrrelser (hormonelle), som involverer hypothalamus-hypofyse-gonade aksen: Hos kvinder indebærer dette amenorré (udebleven menstruation), hos mænd manglende seksuel interesse og potens. (Menstruationer kan ses hos anorektiske kvinder, som får hormonbehandling, fx p-piller). Der kan også være forhøjede niveauer af væksthormon og/eller kortisol, forandringer i stofskiftehormonerne og abnorm insulinsekretion.
  • e. Ved præpubertal debut forsinkes eller standser pubertetsudviklingen (væksten ophører; hos pigerne udvikles brysterne ikke, og der ses primær amenorré. Hos drengene forbliver genitalierne uudviklede). Ved helbredelse afsluttes puberteten ofte normalt, men menarchen (menstruationsdebut) er forsinket.

sol_3_sole

De diagnostiske kriterier for Bulimia Nervosa er følgende

BN (ICD-10)

  • a. Der forekommer vedvarende optagethed af spisning og en uimodståelig trang til mad. Patienten bukker under for episoder med overspisning, hvor store mængder mad konsumeres inden for en kort tidsperiode.
  • b. Patienten forsøger at modvirke madens fedende effekt ved en eller flere af følgende metoder: selvinduceret opkastning, misbrug af afføringsmidler, fasteperioder, anvendelse af appetithæmmende midler, stofskiftehormon eller diuretika (vanddrivende midler). Når bulimi opstår hos diabetespatienter, vælger de ofte at ignorere deres insulinbehandling
  • c. Psykopatologien består i en morbid (sygelig) frygt for fedme, og patienten pålægger sig selv en skarpt defineret vægttærskel langt under den præmorbide vægt. Der ses ofte en historie med en tidligere episode med AN, hvor intervallet mellem de to forstyrrelser kan variere fra måneder til år. Denne tidligere episode kan have været klart tilstede eller kan have antaget en mere skjult form med moderat vægttab og/eller en forbigående fase med amenorré.

BED er ikke defineret i ICD-10, derfor bruger vi nedenstående.

sol_3_sole

Forskningskriterierne for BED omfatter

A. gentagne episoder af Binge Eating som er karakteriseret af:

  • 1. at mad, indenfor en tidsafgrænset periode (fx inden for 2 timer), indtages i mængder, som helt klart er større, end det de fleste ville spise i en tilsvarende tidsperiode og under tilsvarende omstændigheder.
  • 2. En følelse af kontroltab i forhold til fødeindtagelsen (fx en følelse af ikke at kunne kontrollere hvad og hvor meget man spiser).

B. Binge Eating episoderne skal være forbundet med mere end 3 af følgende karakteristika:

  • 1. spiser hurtigere end normalt
  • 2. spiser, så man føler sig ubehagelig mæt
  • 3. spiser store mængder mad uden at være sulten
  • 4. spiser alene, fordi man skammer sig over, hvor meget man spiser
  • 5. føler væmmelse, tristhed eller skyld efter overspisning.

C. Binge Eating episoderne skal være forbundet med betydeligt ubehag.

D. Binge Eating episoderne forekommer gennemsnitligt mindst 2 dage om ugen, set over en 6 måneders periode.

E. Binge Eating er ikke forbundet med regelmæssig brug af uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd (f.eks. opkastning, faste eller omfattende motion) og forekommer ikke i forløbet af AN og BN.
sol_3_sole

Atypiske spiseforstyrrelser

Ud over diagnoserne AN og BN opererer ICD-10 med kategorier, som gør det muligt at klassificere tilfælde, hvor flere af nøglesymptomerne mangler, eller hvor symptomerne er til stede i mild form.

En patient kan eksempelvis fremvise et typisk anorektisk sygdomsbillede, men frygten for fedme er ikke til stede, eller amenorré mangler.

Tilsvarende kan en patient fremvise et typisk bulimisk billede, men de kvantitative kriterier for spiseanfaldenes hyppighed eller varighed er ikke opfyldt. Sådanne tilfælde diagnosticeres som henholdsvis An atypica og BN atypica.

Herudover har ICD-10 en række diagnoser, der ikke er varianter af AN el23 eller BN, men hvor indtagelse eller opkastning af mad er central. I alt har ICD-10 otte spiseforstyrrelsesdiagnoser.
sol_3_sole

ICD-10′s spiseforstyrrelsesdiagnoser

  • F50 Spiseforstyrrelser
  • F50.0 AN
  • F50.1 AN atypica
  • F50.2 BN
  • F50.3 BN atypica
  • F50.4 Trøstespisning
  • F50.5 Opkastning forbundet med anden psykisk forstyrrelse
  • F50.8 Andre spiseforstyrrelser
  • F50.9 Spiseforstyrrelser, uspecificeret

 

Abegg & Bro - Center for Spiseforstyrrelser
Baggesensgade 9.st - 2200 København N - Tlf.: 48 24 98 24
Konto: 3543 0016971472 - Cvr-nr: 32279759
Web: pfdesign