Diagnoser og Data & Tal

Her er de diagnosekriterier vi følger hos Abegg & Bro.

De tager udgangspunkt i officielle og internationale diagnosekriterier for spiseforstyrrelser:

De diagnostiske kriterier for Anoreksia Nervosa – AN (ICD-10)

  • a. Kropsvægten holdes mindst 15% under den forventede vægt (enten ved vægttab eller aldrig opnået) eller BMI < 17,5 kg/m2. Præpubertetspatienter opnår evt ikke den forventede vægtøgning under vækstperioden.
  • b. Vægttabet er selvinduceret ved at undgå ”fedende mad”. En eller flere af følgende faktorer kan også være tilstede: selvinduceret opkastning, misbrug af laksantia (afføringsmidler), umådeholden motion, anvendelse af appetithæmmende midler og diuretika (vanddrivende midler).
  • c. Patienten har et forvrænget kropsbillede i form af en specifik psykopatologi, hvor frygten for fedme er en påtrængende, overflødig idé og patienten påtvinger sig selv en lav vægttærskel.
  • d. Endokrine forstyrrelser (hormonelle), som involverer hypothalamus-hypofyse-gonade aksen: Hos kvinder indebærer dette amenorré (udebleven menstruation), hos mænd manglende seksuel interesse og potens. (Menstruationer kan ses hos anorektiske kvinder, som får hormonbehandling, fx p-piller). Der kan også være forhøjede niveauer af væksthormon og/eller kortisol, forandringer i stofskiftehormonerne og abnorm insulinsekretion.
  • e. Ved præpubertal debut forsinkes eller standser pubertetsudviklingen (væksten ophører; hos pigerne udvikles brysterne ikke, og der ses primær amenorré. Hos drengene forbliver genitalierne uudviklede). Ved helbredelse afsluttes puberteten ofte normalt, men menarchen (menstruationsdebut) er forsinket.

De diagnostiske kriterier for Bulimia Nervosa er følgende – BN (ICD-10)

  • a. Der forekommer vedvarende optagethed af spisning og en uimodståelig trang til mad. Patienten bukker under for episoder med overspisning, hvor store mængder mad konsumeres inden for en kort tidsperiode.
  • b. Patienten forsøger at modvirke madens fedende effekt ved en eller flere af følgende metoder: selvinduceret opkastning, misbrug af afføringsmidler, fasteperioder, anvendelse af appetithæmmende midler, stofskiftehormon eller diuretika (vanddrivende midler). Når bulimi opstår hos diabetespatienter, vælger de ofte at ignorere deres insulinbehandling
  • c. Psykopatologien består i en morbid (sygelig) frygt for fedme, og patienten pålægger sig selv en skarpt defineret vægttærskel langt under den præmorbide vægt. Der ses ofte en historie med en tidligere episode med AN, hvor intervallet mellem de to forstyrrelser kan variere fra måneder til år. Denne tidligere episode kan have været klart tilstede eller kan have antaget en mere skjult form med moderat vægttab og/eller en forbigående fase med amenorré.

BED er ikke defineret i ICD-10, derfor bruger vi nedenstående.

Forskningskriterierne for BED omfatter

A. gentagne episoder af Binge Eating som er karakteriseret af:

  • at mad, indenfor en tidsafgrænset periode (fx inden for 2 timer), indtages i mængder, som helt klart er større, end det de fleste ville spise i en tilsvarende tidsperiode og under tilsvarende omstændigheder.
  • En følelse af kontroltab i forhold til fødeindtagelsen (fx en følelse af ikke at kunne kontrollere hvad og hvor meget man spiser).

B. Binge Eating episoderne skal være forbundet med mere end 3 af følgende karakteristika:

  1. spiser hurtigere end normalt
  2. spiser, så man føler sig ubehagelig mæt
  3. spiser store mængder mad uden at være sulten
  4. spiser alene, fordi man skammer sig over, hvor meget man spiser
  5. føler væmmelse, tristhed eller skyld efter overspisning.

C. Binge Eating episoderne skal være forbundet med betydeligt ubehag.

D. Binge Eating episoderne forekommer gennemsnitligt mindst 2 dage om ugen, set over en 6 måneders periode.

E. Binge Eating er ikke forbundet med regelmæssig brug af uhensigtsmæssig kompensatorisk adfærd (f.eks. opkastning, faste eller omfattende motion) og forekommer ikke i forløbet af AN og BN.

Atypiske spiseforstyrrelser

Ud over diagnoserne AN og BN opererer ICD-10 med kategorier, som gør det muligt at klassificere tilfælde, hvor flere af nøglesymptomerne mangler, eller hvor symptomerne er til stede i mild form.

En patient kan eksempelvis fremvise et typisk anorektisk sygdomsbillede, men frygten for fedme er ikke til stede, eller amenorré mangler.

Tilsvarende kan en patient fremvise et typisk bulimisk billede, men de kvantitative kriterier for spiseanfaldenes hyppighed eller varighed er ikke opfyldt. Sådanne tilfælde diagnosticeres som henholdsvis An atypica og BN atypica.

Herudover har ICD-10 en række diagnoser, der ikke er varianter af AN el23 eller BN, men hvor indtagelse eller opkastning af mad er central. I alt har ICD-10 otte spiseforstyrrelsesdiagnoser.

ICD-10′s spiseforstyrrelsesdiagnoser

  • F50 Spiseforstyrrelser
  • F50.0 AN
  • F50.1 AN atypica
  • F50.2 BN
  • F50.3 BN atypica
  • F50.4 Trøstespisning
  • F50.5 Opkastning forbundet med anden psykisk forstyrrelse
  • F50.8 Andre spiseforstyrrelser
  • F50.9 Spiseforstyrrelser, uspecificeret

Risikoadfærd

Familie og venner vil oftest bemærke, når de nærmeste har det svært eller ændrer adfærd.

Hvis du har mistanke om en spiseforstyrrelse, hos én du kender, så vær opmærksom på nogle af nedenstående tegn:

  • Begynder at undgå spisesituationer eller ønsker at spise alene.
  • Bliver sygeligt interesseret i mad, læser madopskrifter og læser meget om mad, vægt og udseende.
  • Har forvrænget opfattelse af sit eget udsende, oplever sig selv som fed uanset eventuel undervægt.
  • Umådeholden megen tvangspræget motion – det er ikke sjovt længere.
  • Isolerer sig, siger nej til socialt samvær.
  • Meget ringe selvværd og ingen tro på egen værdi.
  • Stiller enormt høje krav til sig selv. Godt er aldrig godt nok.
  • Manglende koncentration
  • Store humørsvingninger.
  • Rastløshed og søvnproblemer.

Data og tal om spiseforstyrrelser

Spiseforstyrrelser kan opdeles i

  • Nervøs spisevægring (Anorexia Nervosa);
  • Nervøse spiseanfald (Bulimia Nervosa);
  • Overspisning førende til fedme (Adipositas);

Atypisk spiseforstyrrelser er f.eks. Ortoreksia, som er en mildere grad af anoreksia, blandede diagnoser, som kan være anoreksi blandet med bulimiske tilstande og trøstespisning, som overdreven fødeindtagelse i forbindelse med belastende påvirkninger, fx dødsfald, skilsmisse, ulykkestilfælde, eller opkastning og overdreven motionering, forbundet med anden psykisk forstyrrelse, fx depression, angst, OCD eller hypokondre tilstande.

Både spisevægrings- og spiseanfaldslidelser ses både hos yngre kvinder og mænd, ofte i 15-24 års alderen. Det er et velkendt fænomen, der starter i skolernes ældste klasser og gymnasierne, uden at skolerne dermed anses som en årsagsfaktor.

Forekomst

Egentlig Anoreksi, nervøs spisevægring og bulimi ses hos knap 1-3% af unge mellem 15 og 24 år. Mere end 25% af denne aldersgruppe vægtregulerer og er i fare for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Langtidsforløbet af spiseforstyrrelser er varierende. For Anoreksi, nervøs spisevægring, regner man med, at ca. en fjerdedel bliver helt raske, en fjerdedel klarer sig nogenlunde med enkelte vedvarende symptomer, mens resten har vedvarende betydelige handikap. 15-20% dør af forskellige komplikationer eller ved selvmord. (Dette er tal fra den offentlige sygehussektor).

Det er ret bekymrende læsning og her er lidt mere statistik…

Udgangspunktet for følgende tal er Sundhedsstyrelsens rapport fra december 2005. Her kan man læse, at 55.650 kvinder mellem 15 og 45 år har en spiseforstyrrelse. Tallene fordeler sig således på de enkelte spiseforstyrrelser:

  • Anoreksi: 3.150
  • Bulimi: 21.000
  • Overspisning: 31.500

Dertil kommer så alle de kvinder, der er under 15 år og over 45 år samt alle de mænd, der har en spiseforstyrrelse. LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser) anslår, at i alt :75.000 mennesker i Danmark lider af en spiseforstyrrelse

  • Anoreksi: 5000
  • Bulimi: 30.000
  • Overspisning: 40.000

Dertil kommer den udbredte holdning blandt mange, der beskæftiger sig med spiseforstyrrelser, at halvdelen af alle spiseforstyrrelser er uopdagede; noget vi jævnligt bekræftes i på vores rådgivning – især inden for overspisning.

Dødelighed

En efterundersøgelse af patienter med anoreksi viser, at efter 10 år er 7 % døde, og efter 20-30 år er dødeligheden 15-18 %. Patienterne dør af sygdommen selv eller af selvmord. For de 600-2.100 piger med anoreksi vil det sige, at 90-350 piger efter 20-30 år er døde af sygdommen. Sådan kan man dog ikke helt regne det ud, da de 15-18 % dækker over alle piger med anoreksi – altså ikke bare de 15-24-årige, som de 600-2.100 piger dækker over.
Der er heldigvis også god behandlings muligheder…

Behandling

Den gennemsnitlige sygdomsvarighed for anoreksi er 3-6 år – fra patienten bliver registreret. Dvs. at sygdommen reelt godt kan have varet meget længere end 3-6 år, fordi der kan gå mange år, hvor den, der er syg, måske ikke vil erkende, at hun/han har en spiseforstyrrelse, og derfor ikke søger behandling. Eller det kan være, at vedkommende ikke har været syg nok til, at nogen tog hende/ham alvorligt.

  • Efter mindre end 4 år er gennemsnitligt 33 % af anoreksipatienter raske
  • Efter 4-10 år er gennemsnitligt 47 % raske
  • Efter mere end 10 år er gennemsnitligt 73 % raske
  • 15-25 % har et kronisk eller meget langvarigt sygdomsforløb

For både anoreksi og bulimi er tilbagefaldshyppigheden desuden rapporteret til at ligge mellem 25-50 %. Dvs. at 25-50 % får anoreksi eller bulimi igen, selvom man troede, de var raske.

Der findes kun få efterundersøgelser af patienter med bulimi. Helbredelsesprocenten skønnes at være 50-60 %. Dvs. at ca. 40 % af patienterne med bulimi faktisk ikke bliver raske.

Hos patienter, der lider af overspisning, fører behandling til, at overspisningsperioderne på kort sigt reduceres hos 60-90 % af patienterne. Der er kun sparsom viden om det videre forløb, men en efterundersøgelse har vist, at hovedparten af patienterne efter 6 år ikke længere lider af overspisning, men at ¼ fortsat er overvægtige.

Sakset  Landsforeningen for spiseforstyrrelser og Jubii IQ, Red. Abegg & Bro, 2005