En af to artikler om anoreksi og bulimi fra bladet Topmodel 2003

Af Lissen Jacobsen ©

Mille har stort set ingen positive barndomsminder, selv om hun godt ved, at der må have været nogle gode, hyggelige oplevelser – nemlig på de tidspunkter, hvor hendes far var væk hjemmefra i længere perioder. Det ved hun, at han var, men hun kan ikke huske det.

Dét, hun kan huske, er den atmosfære, der var i hjemmet, når han var der. En atmosfære af negativ stemning med truslen om ballade og vold mod hendes mor liggende latent i luften. Så det gjaldt om at være stille, ikke være i vejen, ikke blive anledningen til, at far – endnu engang – skulle eksplodere i raseri og slå løs på hendes mor.

- Far flippede ud over alt. Man skulle hele tiden passe på ikke at irritere ham.
Så man lukker af. Lader det indvendige kaos blive hvor det er. For det er ikke noget, man kan snakke om – alene af den grund, at man som lille pige slet ikke kan finde ord for, hvad det er, der foregår.Man lever sin barndom uden at sige ret meget. Har det svært med kammerater, bliver genert og rød i hovedet, synes ikke man er god nok. Føler sig meget anderledes end alle andre, men kan ikke tale om det. Pjækker fra skole. Har travlt med blot at overleve.

- Det er nok dig, der er åndssvag, tænker man – fortæller Mille, som i dag er 28 år, men ser væsentligt yngre ud.

- Men jeg vidste jo alligevel godt, at der var noget andet, og nogle gange bad jeg til, at mine lærere skulle opdage, hvordan jeg havde det, men jeg var jo pæn nok i tøjet og den slags. Mine to bedste lærere kom jeg nogle gange til at sige far og mor til.
At hun overhovedet kan sige de her ting til mig, er fordi hun endelig har lært at sætte ord på sine følelser gennem de sidste tre års terapi hos Theresa Abegg. Ord på hvorfor hun havde så utrolig lavt selvværd, aldrig var glad – og stort set ikke spiste noget.

- Da jeg vejede 43 kilo, syntes jeg ikke, jeg var tynd. Selv om det gjorde ondt at ligge, fordi knoglerne stak frem alle vegne.

- Man opdager ikke rigtig, hvordan det sker. Pludselig er man stort set holdt op med at spise og kan dårligt klemme et stykke knækbrød ned om dagen. Jeg havde det sådan, at jeg faktisk glemte at spise, men så kunne jeg pludselig godt æde helt vildt i et par måneder for så at begynde forfra med at sulte. Jeg er tilfreds med min vægt nu, men kan godt stadig finde på at synes, jeg er tyk.

Tre selvmordsforsøg

Hvornår spiseforstyrrelsen for alvor begyndte er svært at sige, men den havde varet i lang tid, da Mille for tre år siden endelig kom i den rigtige terapi. Det var efter hendes tredje selvmordsforsøg. Det første skete, da hun var 18 år. I de mellemliggende år var hun indlagt flere gange med diverse forskellige diagnoser, som at hun var maniodepressiv, havde personlighedsforstyrrelser og skizofreni med voldelige tendenser. Som Mille ser det, holder ingen af de diagnoser – og i hvert fald fik hun det ikke bedre i de år.

Sideløbende med at hun røg ind og ud af det psykiatriske system, havde hun efter skoletiden forskellige jobs, men passede aldrig rigtig ind. På et tidspunkt kom hun endog til USA i et år, først som aupair pige, men snart efter som sekretær, hvilket hun egentlig klarede meget godt og selv valgte at springe fra.

- Når de fortalte mig, at jeg så godt ud, tænkte jeg bare på, hvor fed jeg måtte være. Hvad jeg selvfølgelig ikke var og slet ikke i forhold til mange amerikanere.
Hjalp det slet ikke på din selvtillid, at du kunne klare de her ting helt alene?

- Næh, jeg følte mig stadig anderledes og havde intet selvværd.
Da Milles forældre bliver skilt, er hun 22 år – og vælger at bo hos sin far. En disposition, man kan have svært ved at forstå, men som viser, hvor loyale børn er mod deres forældre – og på en måde var Mille stadig et barn. Det viser nok også, at hun ikke udelukkende giver sin far skylden for det dårlige forhold forældrene imellem.

- Jeg har hadet dem begge to, men jeg elsker dem også. Nu synes jeg, at min mor er stærk, og jeg er stolt af hende, men hun skulle være gået fra ham længe før. I dag er har jeg fået en helt ny far, der godt kan vise kærlighed. Det gjorde han aldrig før, og mine forældre rørte aldrig hinanden – kun når min far slog min mor. De har ikke haft overskud til at vise deres børn kærlighed.

Mille har en lillebror, som hun ikke var så knyttet til, og en storesøster, der ikke boede hjemme.

Som 23årig forsøger Mille igen selvmord – og atter, da hun er 25. Det er endnu et skrig om hjælp – og endelig bliver det hørt. Hun får diagnosen anoreksi – og får mulighed for at komme i terapi hos Theresa.

- Det var stygt at starte – og endnu værre at fortsætte. Men allermest var det skønt endelig at kunne lægge alt på bordet. Få sat ord på mine følelser. Få fortalt hvor ked af det, jeg har været – og hvor vred. Endelig forstod jeg hvorfor, jeg har haft det så dårligt. At komme hos hende har været mit livs største vendepunkt. Der er simpelt hen blevet flyttet et bjerg fra mine skuldre.

Hvordan køber man ind?

Mille er kommet hos Theresa to gange om ugen, i det sidste halve års tid har en enkelt gang været godt nok. For det er gået fremad. Hun har lært, at hun skal spise seks små måltider om dagen, men må stadig kæmpe for at spise rigtigt. For hun kan godt stadigvæk glemme at spise og må faktisk sætte sedler til sig selv på køleskabet om, at hun skal huske at spise og huske at købe ind.

- Jeg kan sagtens spise sammen med andre, men når jeg er alene, glemmer jeg sulten. Og faktisk kan jeg overhovedet ikke finde ud af at købe ind. Når jeg går rundt i et supermarked, aner jeg ikke, hvad jeg skal købe. Jeg skal have en indkøbsseddel og alligevel er det svært, og jeg bruger stadig meget få penge på mad. Der er meget, jeg ikke kan tåle, for mit tarmsystem er ret ødelagt, efter at jeg havde forstoppelse i et år. Jeg har også uregelmæssige menstruationer.
For et år siden sluttede et kæresteforhold, som Mille havde haft i to et halvt år. Kæresten kunne ikke i længden klare hendes kolossale problemer, der ofte resulterede i at hun brækkede sig i afsky over sig selv, og ofte betød at han ikke måtte røre hende. Hun lægger ikke skjul på, at hun stadig savner ham, men samtidig ser hun fremad med større glæde end nogensinde.

- Jeg har nogle venner nu. De fleste er ret nye, for jeg har svært ved at se dem, der kendte mig som syg. Jeg kan ikke klare det dér blik, der spørger: Er hun nu okay? Men i dag er jeg stolt af mig selv og ved, at jeg er god nok og nok skal få helt styr på det. Jeg håber på at komme ind på Den rytmiske Daghøjskole. Jeg har været ude og holde nogle foredrag om det her, bl.a. var jeg på min gamle skole, og mine to yndlingslærere fra dengang var der – og kunne se, at jeg havde klaret mig, trods alt. Det var en stor sejr for mig, og jeg vil gerne fortsætte med at gøre det. For mit højeste ønske nu er at kunne hjælpe andre.

En af to artikler om anoreksi og bulimi fra bladet Topmodel 2003

Af Lissen Jacobsen ©

Lavt selvværd, usikkerhed på sig selv, problemer i familien bag en tilsyneladende pæn facade, misbrug, svigt, mangel på kærlighed og omsorg, mobning – og andre traumatiske oplevelser lægger alt sammen grunden til en sygdom, som vi især i de seneste 10-15 år har fået rigtigt øje på: Anoreksi.

Det er med andre ord en sygdom, som kommer indefra – og ikke bare et hysterisk ønske om at se godt ud, dvs. være super slank.

Sygdommen er et symptom, som skal tages meget alvorligt, ikke mindst fordi den uden behandling simpelt hen medfører døden. Så galt går det heldigvis sjældent, men rigtig mange piger – og nogle drenge – er meget langt ude, før de kommer i behandling. Det, der startede som et symptom, udvikler sig til en livsstil – som det er umuligt at komme ud af uden hjælp.

Spiseforstyrrelser handler i virkeligheden ikke om mad – til trods for, at de ramte er sygeligt optaget af mad eller snarere af ikke at spise ret meget af den.
Nej, det handler om nogle grundlæggende følelsesmæssige problemer – om en indvendig fortvivlelse og kaos, som man ikke kan se nogen løsning på. Kun én ting kan man selv have indflydelse på, nemlig hvad man spiser. Her har man kontrollen, her kan man styre fuldstændigt. Men det betyder, at man får et kunstigt og absurd forhold til det at spise.

Og har man det så dårligt med sig selv, så er det jo nok, fordi man ikke er god nok eller pæn nok, og det kan man kun blive, hvis man er slank (læs: tynd), tænker anorektikeren.

- De fokuserer på deres udseende og går i spåner, hvis de (synes de selv) vejer for meget – når det i virkeligheden er ondt i sjælen, de har. Det er børn og unge, som ikke har kunnet sige fra og har fundet sig i alt – fra mobning til misbrug, fra vold i familien til svigt fra bedsteveninden. Som ikke blev samlet op, da de havde brug for det, og som i årevis er flygtet ind i projektet med at ændre deres udseende, “blive smukkere” – for dét kan de klare, ikke alt det andet. Indvendigt er de et kaos, de har intet overblik. Men man skal ikke kunne se det, så facaden er finpudset og poleret.

Sådan siger Theresa Abegg og Karen Bro, der er psykoteraputer med speciale i spiseforstyrrelser. Deres klinik på Nørrebro i København er et helhedsorienteret behandlingstilbud med psykoterapi, kostvejledning, zoneterapi og kursus for de pårørende til klienter med anoreksi eller bulimi.

Svag sjæl – stærke følelser

- Vi har nok haft tæt på 100 piger igennem behandling i de sidste tre-fire år. 10 af dem har gået hos os en eller to gange om ugen i mere end to år, andre kan klare sig med mindre. Enkelte kommer flere gange om ugen i en periode, og på et tidspunkt boede en pige hos Theresa.

- Det drejer sig om at finde ud af at lirke den psykologiske lås op, som er smækket i indeni dem. At få løst op for, hvad den reelle årsag er. En årsag, der sandsynligvis stammer helt tilbage fra 10-12års alderen eller endnu før. Vi finder, at der ofte er sket noget heromkring, også fordi man ændrer sig en del i den alder – præpuberteten. Den eller de ting, som så sker, er “triggere”, som påvirker et (alt for) følsomt sind – anorektikere er sarte sjæle, som er mere påvirkelige end så mange andre. De har en stærk følelsesmæssig intelligens – er født mere fintfølende og skrøbelige end andre, der kan opleve lignende ting, uden at det får samme konsekvenser. Så kan en ting som mobning være den udløsende faktor, eller en skilsmisse kan være kulminationen på en lang periode med problemer i familien. En på facaden velfungerende familie kan have alverdens hemmeligheder som misbrug, vold, alkoholiske forældre, barnet skal dække over, ligegyldighed – eller barnet skal leve op til forældre, som ikke har tid, lyst eller forstand på at høre på deres problemer, usikkerhed og tvivl. Mange anorektikere kan ikke få øje på, at familielivet har haltet og slet ikke været så godt, som de husker – de har været så vant til at give sig selv skylden: Det er også mig, der er dum og grim…….

- En eller flere triggere sætter den dårlige udvikling i gang, som der allerede er grundlag for via det, man kan kald de vedvarende faktorer – biologiske som f.eks. tidlig overvægt eller psykologiske som vanskelige familieforhold. Mobning i skolen er en slem udløsende faktor i vore dage. Men den latente anorektiker beslutter så, at “jeg kan i hvert fald kontrollere, hvad jeg spiser, og så bliver jeg tynd og smuk, og så kan de alle sammen lide mig”.

- Men det er et skrig om hjælp, som det desværre oftest tager meget lang tid at høre – og se. Pigerne skal jo nærmest være skind og ben, før nogen griber ind, og de kan heller ikke selv se det. Når de kigger i spejlet, ser de stadig en pige, der er for tyk – selv når de er nede på 40 kilo, fortæller de to psykoterapeuter.

Tynd er tjekket

Det er nærliggende at tro, at den store fokusering på udseende, som vi oplever i disse år, hvor fotomodeller og popstars er mange unges idoler, får endnu flere til at sulte sig i en eller anden grad.

Abegg og Bro mener ikke, at det for alvor er tilfældet, når vi taler om “ægte” anoreksi (eller bulimi). Noget andet er den risikoadfærd, som mange unge, især piger men også nogle drenge, får. Unge, der går (for) meget op i diæter, i at holde den slanke linje, i at forsøge at leve op til idealet. De fleste af os kvinder har en rem af huden.

- Mode- og reklameindustrien forfører nok de unge, men vi er alle med til at cementere, at værdier som at være smuk, slank og have tjek på tilværelsen er vigtige. En målestok for hvor meget vi er værd som mennesker. Vi taler alle sammen om slankekure og prøver at leve op til samfundets pres om succes. Der er et stort kollektivt mantra, som siger, at “man kan, hvad man vil. Og hvis ikke man kan, så er man en fiasko, og det er ens egen skyld”. Derfor bliver det at være herre over egen krop et mål, man i hvert fald kan nå: Tynd er tjekket, fedme er fiasko og udtryk for mangel på selvkontrol, forklarer Abegg og Bro.

- Det er fint nok at have en naturlig og sund interesse for en ordentlig livsstil. Men risikoadfærden er blevet værre – en undersøgelse har vist, at omkring 25 procent af alle unge mellem 14 og 24 år har det. Hvis så denne risikoadfærd udvikler sig til anoreksi, så bliver det farligt.

- Hos os er samtaleterapien det vigtigste – at få hul på det virkelige problem. Den dybtliggende årsag til, at de har sultet sig i måske mange år. Vi lægger meget vægt på ånd. På at få håb og glæde ind i livet – og tro på, at det nok skal blive bedre, og at de kan blive raske. Vi sætter hele tiden nye, små mål for klienten, for man kan ikke ændre alting på én gang. Vi spørger: Hvad gør dig glad? Hvad tror du på? Hvad ønsker du dig for næste uge? Der skal ikke være for langt mellem det hul, man føler, man sidder i, og drømmene, men alligevel må der godt være plads til fantasi. Små succeser – én efter én! Det er et langt, sejt forløb, for anorektikere er meget negativt fokuserede og kolossalt kritiske over for sig selv. Vi sætter ind med kærlighed og omsorg, for det er der brug for, og berøring er vigtig – derfor har vi tilknyttet en massør og zoneterapeut. Vi har ingen kontrakter om, at de skal tage et bestemt antal kilo på, før terapien kan starte, som man f.eks. har på Rigshospitalet. Dels arbejder vi jo ambulant, dels synes vi ikke, det er den rigtige måde, for det skræmmer anorektikere at skulle tage på.

Det er meget vigtigt at involvere de pårørende, hvis det er muligt, Derfor holder Abegg & Bro også særlige kurser for dem, for at de kan forstå og hjælpe bedst den syge bedst muligt. Også – eller måske især fordi – de selv har spillet en rolle i sygdommens udvikling. Kurset foregår i grupper, for at man kan lære af og støtte hinanden.

Brug for faste rammer

Det tager lang tid at komme ud af spiseforstyrrelsen snærende greb, men er ikke umuligt. Det er en langvarig proces, når det har styret den unge kvinde eller mands liv i mange år, for en alvorlig spiseforstyrrelse skader kroppen for livstid med f.eks. knogleskørhed, hjernesvind og hjertemuskellidelser. Alene det at skulle lære at spise igen kan virke uoverkommeligt.

Abegg og Bro er en privat klinik blandt flere, som socialcentre, læger mfl. kan henvise til. Men adskillige af landets hospitaler har også særlige afdelinger for anoreksipatienter, hvor man kan være indlagt, ofte i mere end et år, hvorefter man udsluses og bevarer kontakten til klinikken. Behandlingen kan også foregå ambulant, dog ikke i de sværeste tilfælde. Der er som regel venteliste til disse klinikker, som kun kan have få patienter ad gangen.

På Rigshospitalets anoreksiklinik er der plads til 10 unge kvinder.. Aldersgrænsen er 18 år, og man skal ved indlæggelsen underskrive en kontrakt om, at man er velorienteret om behandlingen og vilkårene for den. De går bl.a. ud på, at man skal tage et kilo på om ugen og nå en bestemt vægt, før man modtager psykologisk hjælp. – Man er simpelt hen ikke modtagelig for terapi, når man er så langt nede i vægt, som de er her. Hjernen er nemlig også udsat, når man har sultet sig. Det er tydeligt for os, at vi bedre kan arbejde med det følelsesmæssige, når patienterne har taget på, siger sygeplejerske Pernille Bugge, der understreger, at anoreksibehandling ikke blot handler om omsorg. Patienterne skal først “have benzin på”, siger hun.

- Tingene kører meget i faste rammer her, for patienterne har brug at vide, hvad der sker. De skal kende regiet med faste holdepunkter, men selvfølgelig med et samarbejde omkring den enkeltes sygdom. Der skal indgås en alliance med sygdommen, så at sige. Alle er da ikke enige altid, men samarbejdet er vigtigt, og det skal være hjælp til selvhjælp. Det er ikke så nemt, som det lyder, for patienterne er meget ambivalente og afvisende og har jo et helt andet billede af sig selv end det, vi kan se. De kan se, at de andre er tynde – ikke dem selv.

- Vi har faste regler for spisningen: Vi spiser sammen i 25 minutter til morgenmad, en halv time til frokost og det samme til middag. Maden består af en særlig superkost med masser af energi. Patienter vejes en gang om ugen, og det foregår nu i undertøj for at undgå, at de har tunge ting i lommerne for at snyde med vægten. Det gjorde de tidligere, men følte sig så alligevel svigtede over, at det kunne lade sig gøre. Alle har deres eget værelse, og så er der fællesbad, toilet og opholdsstue. Principielt er der ingen låste døre, men vi kan dog tvangsbeholde kvinder, som er suicidale (selvmordstruede). Det hele handler meget om struktur, kontakt, omsorg, afledning og håb om, at det hjælper, og at de bliver raske. Det er meget svært at lære at spise normalt igen efter års sygdom. Alting skal være meget tydeligt og klart, for de er netop ofte kendetegnet ved at have haft enten for få eller for mange grænser hjemmefra.

- Der skal ikke herske tvivl om, at alle har meget gode grunde til, at de har fået anoreksi. Oftest er det et samspil af forskellige ting, som har ført dem helt derud, siger Pernille Bugge indtrængende – måske for at jeg skal forstå, hvorfor anoreksi nødvendigvis skal betragtes som den alvorlige sygdom, den er.
Det gør jeg bestemt efter at have mødt Abegg & Bro og Pernille Bugge samt læst de pjecer fra bl.a. Sundhedsstyrelsen, som er udarbejdet i samarbejde med en lang række eksperter. Og ikke mindst efter mine samtaler med to anorektikere – en af dem Rikke, hvis historie du også kan læse her.

Bragt på Landsforeningen mod Spiseforstyrrelsers Hjemmeside 2004

Af Psykoterapeuterne R. Theresa Abegg og Karen Bro.

Ingen magtesløshed kan være større, end at ønske at hjælpe dem vi elsker, børn eller partnere, og så måtte stå og se til, at de ødelægger sig selv.

Vi har selv børn, der har haft problemer, og som vi har bekymret os for. Vi ved derfor også at der nok ikke er noget man er mere såbar omkring, end netop dem. Vi som forældre føler, at vi kender vore barn bedst, og ser med al tydelighed, at de ikke har andre til at hjælpe og støtte sig. Samtidig ved vi at vi har vore blinde pletter, at vore børn på forskellige punkter ligner os i de sider, vi hader mest ved os selv, eller vælger at udvikle sider vi ikke kender og forstår.

Derfor vil vi godt starte med at slå fast med syvtommersøm, at det ikke handler om at placere skyld: Hvis skyld er det at nogle personer udvikler spiseforstyrrelser? Skyld og skam har aldrig ført noget godt med sig. Det er hverken de forkerte børn eller de forkerte forældre. Det er den forkerte udvikling. Et eller andet sted er udviklingen gået i en forkert retning og vi skal nu rette alle vore kræfter mod, at vende denne udvikling i nuet og hverken dvæle i fortiden eller planlægge fremtiden.

Det som de og vi selv desperat behøver er håb, håb om at det kan blive bedre, at man kan blive rask og få et godt liv, selvom man i en periode har udviklet en spiseforstyrrelse. Vores erfaring viser, at det er muligt. Det kan være en lang og sej vej; men det er muligt at finde livsglæden og livsappetitten igen.

Oftest er det for svært selv at finde vejen ud af spiseforstyrrelsen ligesom den hjælp familien kan tilbyde er livsnødvendig; men ikke altid tilstrækkelig. Derfor er det nødvendigt at søge professionel hjælp.

I første omgang må familiens læge involveres, og hvis denne ikke har tilstrækkelig erfaring, at få en henvisning til en specialenhed f.eks. på et nærliggende sygehus. Også den følelsesmæssige side behøver støtte og bearbejdning. Der er hjælp at hente fra psykologer og terapeuter med erfaring indenfor området. Det sidste er vigtigt, da lidelsens særlige psykologi kræver specialviden. Det er også utrolig vigtigt, at man som pårørende får den støtte og vejledning som er nødvendig for at påtage sig den opgave at være forældre eller partner til en person med en spiseforstyrrelse.

Personen behøver først og fremmest forståelse, omsorg og kærlighed. Det er vigtigt at det hele ikke kommer til at handle om mad. At personen føler en ægte interesse, for hvad der rører sig i dem, og ikke blot for, hvad de spiser. Lyt til personen, spørg til deres følelser, og vis ikke for tydeligt, hvis du bliver skræmt af det du hører. Det er nødvendigt med en objektiv attitude, forstået på den måde, at du viser din kærlighed; men ikke din angst og uro. Du må repræsentere den tro og styrke personen selv har så svært ved at finde. Sæt dig ind i emnet, læs bøger, der beskriver, hvilke følelser og tanker, der er i en spiseforstyrrelse. Brug telefonrådgivning, brug rådgivning fra såvel professionelle, som andre i samme situation.

Når rammerne er i orden, og der er opstartet et behandlingsforløb, er de i de små ting i hverdagen de mange spørgsmål rejser sig. Hvordan takles de mange svære situationer i en hverdag med en spiseforstyrrelse. Vi har derfor udarbejdet en række råd, som selvfølgelig er generelle, og derfor overordnet kun kan tjene som rettesnor. De kan aldrig erstatte den personlige rådgivning eller det som du selv intuitivt oplever og fornemmer i situationen. Alligevel håber vi de kan være en hjælp og om ikke andet være oplæg til debat og eftertanke.

Så hold fast i håbet – der er en vej gennem problemerne.

Af Karen Bro og R. Theresa Abegg

Indledning ved ansvarshavende Birgitte Simonsen / redaktør Niels Ulrik Sørensen:
Risikoen for, at unge udvikler spiseforstyrrelser, er stigende. Tilværelsens mange valg og presset for at vælge rigtigt tynger de unge. De har mange muligheder – men kun sig selv at bebrejde, hvis det går galt. Og frygten for fiasko afføder et øget behov for kontrol over tilværelsen. En kontrol, der er næsten umulig at opnå i denne flimrende tid. Og så kaster flere og flere unge sig altså over kroppen som et afgrænset mål for kontrol. Alt sættes ind på at kontrollere kroppen. Maden vælges fra – ligesom venner, fornøjelser og alt det andet, som er med til at skabe livet.

Spiseforstyrrelsen er altså et fravalg af livet. Og et fravalg, der understøttes af nutidens idealisering af den tynde krop. Det skriver terapeuterne Karen Bro og R. Theresa Abegg, der er konsulenter for Landsforeningen for Spiseforstyrrelser. De opfordrer til et opgør med det herskende kropsideal.

Kropskontrol

Flere og flere i vores samfund udvikler spiseforstyrrelser.

Men hvor stor er risikoen? Hvem rammes? Hvorfor lige i vores samfund? Hvorfor i vores tid?
Og hvad kan vi gøre for at afhjælpe problemet?

For at kunne svare på disse spørgsmål må vi definere, hvad en spiseforstyrrelse er. Ikke mindst må vi skelne mellem spiseforstyrrelser og en naturlig interesse i sund livsstil. En definition sætter grænsen der, hvor en persons tanker om krop, kost og vægt fylder så meget i bevidstheden, at det griber ind i personens adfærd og liv på en måde, der på afgørende vis forstyrrer livsudfoldelsen.

Udvikling og forekomst af spiseforstyrrelser

Erfaringen viser, at sygdommen udvikles i et kontinuum mellem såkaldt risikoadfærd og deciderede spiseforstyrrelser.
I 1997 fik Sundhedsstyrelsen lavet en undersøgelse, der viser, at omkring 29 procent af alle unge i alderen 14-24 år har risikoadfærd. De bruger en stor del af deres opmærksomhed og tid på at fokusere på krop, udseende, mad, motion og vægt. Undersøgelsen viste endvidere, at 5 procent får en diagnosticeret spiseforstyrrelse – dvs. anoreksi eller bulimi – og yderligere cirka 5 procent lider af en atypisk spiseforstyrrelse – dvs. en spiseforstyrrelse der ikke nøje følger de snævre diagnosekriterier; men stadig er en spiseforstyrrelse. Herudover lider mange af tvangs- og overspisning, som ikke har en diagnose men gemmer sig i tallene for risikoadfærd..
Omsat til konkrete tal betyder det, at der er cirka 100.000 unge med risikoadfærd og omkring 20.000 unge med diagnosticeret spiseforstyrrelse. Og de ramte bliver yngre og yngre. Der registreres tilfælde ned til 7-8-års-alderen.
En opfølgende undersøgelse i 1998 bekræftede tendenserne fra 1997-undersøgelsen. Og en nyere undersøgelse af psykiater Mette Waadegaard fra 2000 peger endda på en stigning i forekomsten af risikoadfærd og bulimi.

Forekomsten ifølge Sundhedsstyrelsens rapport fra 1997:

• Undersøgelsen er foretaget blandt 9. og 10. klasser, HF- og gymnasieklasser i 1995-96 og rettet imod de 14-24-årige piger og drenge
• Anoreksi og bulimi er blandt de mest udbredte alvorlige lidelser blandt unge kvinder i alderen 14-24 år. Allerede i 10 års alderen ses en udbredt vægt- og slankeadfærd
• Anoreksi og bulimi er udprægede kvindesygdomme, men også mænd rammes. Fordelingen på drenge og piger ligger på ca. 1:10.
• Tallene går hovedsagelig på anoreksi og bulimi. De er behæftet med usikkerhed. Ikke mindst tallene for bulimi, da personen er normalvægtig, og derfor ofte ikke ’opdages’. Desuden mangler tal for tvangs- og overspisning, der ikke er officielle diagnose
• Undersøgelsen viser, at størstedelen af tilfælde med spiseforstyrrelser kommer fra gruppen af unge med risikoadfærd

Risikoadfærden kan først være spredt og utydelig, men bliver mere og mere speciel og udpræget, når den nærmer sig en egentlig spiseforstyrrelse.
Risikoadfærden kan med tiden give et negativt og fordrejet syn på virkeligheden, omgivelserne og personen selv. I den proces kan de sociale relationer blive overfladiske, forkvaklede og endog helt ebbe ud. Det kan give isolation og ensomhed.

Risikoadfærd

Der er tale om risikoadfærd, når en person

• Begynder at undgå spisesituationer eller ønsker at spise alene
• Bliver ekstremt interesseret i mad, læser og taler meget om mad, vægt og udseende
• Har en forvrænget opfattelse af sit eget udseende, oplever sig selv som fed uanset eventuel undervægt
• Dyrker umådeholden og meget tvangspræget motion – det er pligten ikke glæden, der motiverer
• Isolerer sig, siger nej til socialt samvær
• Har meget ringe selvværd
• Stiller enormt høje krav til sig selv. Godt er aldrig godt nok
• Har koncentrationsbesvær
• Lider af store humørsvingninger
• Udviser rastløshed og har søvnproblemer

Det svære ungdomsliv

Men hvorfor øges antallet af unge med risikoadfærd – og i sidste instans antallet af unge med spiseforstyrrelser? Hvad er det i vores samfund, der skaber grobund for det?
Først og fremmest er det ikke let for børn og unge at finde en plads og en identitet i dagens samfund, hvor eksisterende sociale fællesskaber som klasse, familie, køn osv. er i opløsning. Det øger presset på den enkelte, der stilles overfor at skulle udvikle sine egne livsmål og -strategier.

Nok kan også nutidens børn og unge hælde til forældrenes vejledning. Men forældre har aldrig været så meget væk fra hjemmet som nu. Og stadigt flere spørgsmål må børnene og de unge selv tage stilling til. Stadigt yngre individer står derfor i stadigt stigende grad overfor opgaven at skabe sig selv. De valg, de foretager sig, bliver mere og mere afgørende for, hvordan deres liv udformer sig. Om de bliver en succes eller en fiasko.

Det giver selvfølgelig fantastiske muligheder ikke at være bundet af sociale kaster. Men samtidig skaber det et stort kollektivt mantra – at man kan, hvad man vil – uanset hvilke forudsætninger, der er givet. Og kan man ikke, har man ikke prøvet hårdt nok – uanset hvilke vanskeligheder, man er stødt ind i. Bliver man en fiasko, har man kun sig selv at bebrejde.

Kropsfikseringen

Verden er altså et farligt sted, hvor man må tage ansvar og passe på sig selv. Og med tidens øgede kropsfiksering bliver kroppen et væsentligt mål for denne påpasselighed. Et sted, hvor man søger at opnå sikkerhed i en usikker verden. Og opfordringer til at passe på kroppen er der nok af:
PAS PÅ dit hår, det tørrer, knækker, spalter, kruser, krøller, du må behandle det med… PAS PÅ dine øjnes udstråling, du må behandle det med… PAS PÅ din hud, den rynker, får bumser, tørrer ud, sprækker, er for bleg, forbrændt, smør med… PAS PÅ dine negle, lår, appelsinhud på lårene, deller, mave, bagdel…

Opfordringerne er ikke mindst rettet mod piger. Det er derfor ikke overraskende, at det primært er dem, der rammes af spiseforstyrrelser. Ifølge speciallæge i børnepsykiatri Gideon Zlotnik er samfundets budskab til den nyfødte pige: ”Fra top til tå er du forkert. Men det kan der gøres noget ved, og jo før du starter desto bedre. Du må bearbejde din krop med diæt, dit hår med frisurer, dine øjne med make-up, og du må starte kampen mod alderens spor med antirynkecreme.”

Den magre krop

Et budskab, der bliver stadigt tydeligere, er, at man skal være tynd. Ikke bare slank – men ekstremt tynd. Det ses ikke mindst hos filmstjerner og modeltyper i medierne, der ofte er afklædte og afslører drengede, magre kroppe, hvor krave- og hofteben stikker frem. Det eneste ønskede fedtdepot er brystet – men det kan jo heldigvis afhjælpes med plastikkirurgi.

En Gallupundersøgelse fra 1995 viser, at ca. 48 procent af de undersøgte kvinder i alle aldre konstant var på slankekur, målbevidst dyrkede sport udelukkende for at tabe sig eller krampagtigt holdt en for lav vægt, hvor de decideret sultede sig, fordi de var utilfredse med deres krop.
Og intet tyder desværre på, at tallene er blevet lavere. Ifølge lektor og speciallæge i psykiatri Birgit Petterson lægger vi i stigende grad ’den korrekte adfærd’ ud i den ydre adfærd – dvs. kroppen – frem for at føle os rigtige på det psykologiske plan.

Den norske psykiater Finn Skårderud skriver om magt og vægt i ”denne torturens tidsalder”:

”De strenge rammer for kroppen ødelægger humøret, selvrespekten og kropsglæden hos titusindvis. De får folk til at tage deres eget liv. Teenagere indgår skriftlige kontrakter om, at han automatisk har slået op, dersom hun har passeret en vis vægt. Man frygter at blive sat uden for det gode selskab, ikke på grund af kommunistiske sympatier eller seksuel frivolitet, men på grund af ’bilringe””.

Fedme betragtes i dagens samfund som et udtryk for ringe selvkontrol, hvorimod slankhed mere end nogensinde før udtrykker renhed. Næring og mad bliver nærmest en slags psykologi. Fedtfri og få kalorier bliver nærmest en religion i en ellers så ateistisk tid.

Fravalgene

Fikseringen på den tynde krop – kombineret med angsten for at vælge forkert i et samfund med få retningslinier og mange valg – gør, at nogen forsøger at vælge alt det fra, der er farligt. Og hvad er ikke farligt?

Selv små børn ved, at de skal passe på utallige ting: tilsætningsstoffer i maden, luftforurening, vandforurening, drivhuseffekten, oversvømmelse, krige. Men alt det har den enkelte jo ikke umiddelbart nogen chance for at påvirke.

Til gengæld er det muligt at gøre noget ved kroppen, figuren, vægten. Og det er muligt at vælge alt det fra, som kommer på tværs af dette projekt – at se godt ud. Men i takt med, at man vælger mad, venner, fornøjelser og andres hjælp fra og koncentrerer sig om at se godt – dvs. tynd – ud, så vælger man også livsudfoldelsen fra. Uden at man opdager det, bliver fravalget af livet den yderste konsekvens af ens individuelle valg.

Alle svære valg bliver henlagt til: ”Når jeg bliver tynd nok, så bliver jeg og mit liv en succes”. Men netop den tanke fører en længere og længere væk fra det oprindelige mål – at få et godt liv. Efterhånden forsvinder man ind i en labyrint, hvor alle udgange låses bagud. Man havner i et fængsel, låst fast af egne beslutninger og bekræftes kun i ens egen negative tilstand og fiasko.

Alt for sårbare

De, der ender i labyrinten, i spiseforstyrrelsen, har som regel oplevet, at kravet om overblik og kontrol over vigtige forhold har været alt for stort på tidspunkter, hvor de har været alt for sårbare. På tidspunkter, hvor det psykiske stressniveau har væltet dem og ingen har samlet dem op. Det kan være i forbindelse med skilsmisser, svigt fra forældre eller venner, mobning, sygdom eller dødsfald. Situationer, hvor der ikke har været tilstrækkelige støttestrukturer, og de har oplevet, at de selv måtte håndtere problemerne.
Og hvad sker der så? De kaster sig over kroppen – og søger at få kontrol over situationen ved at kontrollere den. Ingen skal kunne sætte en finger på dem. Facaden bliver pudset og poleret – en maske bliver påført og en rolle gennemspillet. Der bliver udtænkt regler, procedurer og selvafstraffelse, der skal sikre deres succes. Regler, procedurer og selvafstraffelse, der skaber orden i en verden uden orden – uden sikkerhed. Og i deres hårdnakkede forsøg på at få styr på risiciene i deres liv bliver de syge – meget syge.

Vedvarende og forbigående faktorer

Det er altså ikke kun samfundets krav om, at man skal skabe sit eget liv, være slank etc., der skaber spiseforstyrrelser. Disse krav spiller sammen med og udløses af personlige kriser i den enkeltes liv.

Årsagssammenhængene er komplekse og mangesidede. Det kan dog være nyttigt at skelne mellem vedvarende og forbigående faktorer. De vedvarende faktorer er forhold, der gør sig gældende i hele individets liv – hvad enten det er biologiske, familiære eller samfundsmæssige forhold. De forbigående faktorer er forhold, der i en bestemt periode skaber stress og krise.

1. Vedvarende og forstærkende faktorer

• Biologiske forhold – fx tidlig pubertet, tidlig overvægt
• Familieforhold – fx kriser, misbrug, svigtende omsorg
• Samfundets/omgivelsernes krav – fx om præstation og skønhed

2. Forbigående og udløsende faktorer

• Udfordringer i ungdomsårene
• Tab og svigt

Ikke kun modeindustriens skyld

Når årsagssammenhængene er så komplekse og mangesidede, som de er, er det for let at skyde skylden på mode- og reklameindustrien. Nok forfører den de unge. Men vi er alle individuelt og kollektivt med til at skabe de værdier og succeskriterier, som den hylder.

Vi køber bladene, ser filmene og forsøger at omskabe os selv for at spejle trenden. Vi omtaler og kommenterer os selv og andre i forhold til udseende og påklædning: ”Nu skal jeg altså på slankekur” og ”den kjole burde hun ikke have på – har hun virkelig ingen selvkritik?”

Alle disse små bemærkninger er med til at cementere mode- og reklameindustriens krops- og skønhedsværdier som målestok for, hvor meget vi er værd. Er med til at cementere, at det er vigtigt, hvordan vi ser ud. Ikke hvad vi siger, eller hvordan vi handler mod vore medmennesker – men hvordan vi ærer eller krænker æstetikkens uskrevne love. Vore børn og unge hører på det og får budskaberne klart og tydeligt: Det er din figur, vægt og påklædning, der tæller. Andre kvaliteter er underordnende.

Oplysning med spredehagl

Som med alle lidelser er de to væsentligste handlemuligheder forebyggelse og behandling. I forebyggelsen ligger oplysning som en vigtig søjle. Men vil oplysningen føre til en begrænsning af forekomsten, eller vil den tværtimod give inspiration til at vælge denne farlige livsstil?

Hvis spiseforstyrrelser kunne ties ihjel, var det allerede sket. Indtil 90’erne var der meget ringe eller ingen oplysning og viden om dette emne. Alligevel ekspanderede problemet, fordi værdier, normer og adfærd omkring slanke kropsidealer og ydre succes var på fremmarch.

Formålet med den store kampagne, Anoreksiforeningen afholdt i år 2000, var netop at gøre opmærksom på et stort og ofte skjult problem – at et stigende antal især unge i deres søgen efter identitet og sikkerhed udvikler en adfærd i forhold til krop, kost og motion, der bringer dem i fare for at blive alvorligt syge.

Et andet vigtigt mål med kampagnen var at gøre de ramte opmærksomme på muligheden for den hjælp og behandling, som er nødvendig for at komme ud af spiseforstyrrelsen. Mange kæmper alt for længe alene med problemerne, og det forøger blot risikoen for, at lidelsen bider sig fast. Hvis problemet tematiseres er der større sandsynlighed for, at de kommer i gang med lægelig og psykologisk behandling. Det er altså en god idé at skyde med spredehagl for at nå de ramte, der sidder og ’gemmer sig’.

Undgå opskrifter

Det er dog nødvendigt med en målrettet oplysning overfor de mennesker, der professionelt beskæftiger sig med børn og unge. En oplysning, der orienterer om risikoadfærd og tidlige tegn på spiseforstyrrelser.

Man skal dog være varsom med en sådan oplysning overfor børn og unge. Beskriver man spiseforstyrrelsesadfærd for detaljeret, kan det opfattes som en opskrift på spiseforstyrrelser. I stedet bør man koncentrere sig om en holdningsbearbejdelse. En tematisering af ydre kontra indre værdier, en opdragelse til socialitet på lige fod med individualitet – og i øvrigt en massiv indsats mod mobning. Også de mange lokale initiativer med sorggrupper for børn og unge, der har mistet pårørende, er vigtige for at tage bedre hånd om truede børns og unges følelser.

Ikke kun professionelle

Behandlingen bør lægges i hænderne på professionelle. Det er imidlertid afgørende, at de pårørende ikke udelukkes og stemples som skadevoldere. Tværtimod bør deres rolle som væsentlige støttepersoner anerkendes.

Det indebærer, at de får støtte, rådgivning og vejledning, der viser dem, hvordan de bedst muligt varetager rollen som forældre til en person med spiseforstyrrelse, og hvordan de bedst undgår at videreformidle budskaber og værdier, der ’fodrer’ spiseforstyrrelsen.

Oplysning til de rette målgrupper har altså stor værdi i både forebyggelsen og behandlingen. Den kan være med til at skabe større forståelse, åbenhed, aftabuisering og påpege nødvendigheden af en justering af individets og samfundets værdier.

Eksistensberettigelse

Det senmoderne menneske, der ikke har nogen givet livsbane og identitet – men hele tiden må prøve sig frem i tilværelsens utallige valgsituationer, har ikke automatisk en følelse af at have en eksistensberettigelse.

Alt for mange søger eksistensberettigelse gennem det ydre – gennem skønhed og æstetik. Tilsyneladende har færre og færre en oplevelse af, at de har ret til at være her med den krop, de nu engang har. Et vigtigt mål i forebyggelsen og behandlingen af spiseforstyrrelser er derfor at skabe en accept af egen krop og personlighed hos de ramte.
Vi er alle med til at skabe de samfundsmæssige værdier, der hylder skønhed og æstetik. Der hylder den magre krop. Og som i sidste instans skaber de samfundsmæssige forudsætninger for spiseforstyrrelser – ikke mindst blandt unge. Det burde vi måske have i baghovedet, næste gang vi fristes til at tale nedsættende om andres eller vore egne kroppe og udseende. Denne nedsættende tale – og de værdier, som den repræsenterer – opfanges af sårbare og usikre unge som spejle, de skal se sig selv i.
Karen Bro og R. Theresa Abegg arbejder som behandlere og rådgivere i Abegg og Bro – Center for Spiseforstyrrelser i København og Helsingør. De fungerer endvidere som konsulenter for Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og som foredragsholdere og supervisorer i mange sammenhænge. Flere oplysninger om Bro og Abegg på telefon 48 24 98 24 eller på www.webzign.dk/svanen

Landsforeningen mod spiseforstyrrelser tilbyder rådgivning på telefon 70 10 18 18. Sekretariatet kan træffes på 35 3649 13. Foreningens e-mailadresse er info@spiseforstyrrelser.dk og hjemmesiden er www.spiseforstyrrelser.dk

Litteratur

Petterson, Birgit: ”Systemets onde cirkel”, kronik i Politiken den 27. november 2000
Skårderud, Finn: Uro: en rejse i det moderne selv, Tiderne Skifter 1999
Sundhedsstyrelsen: Spiseforstyrrelser. Hvor stort er problemet og hvordan kan man forebygge?,
Forebyggelse og Sundhedsfremme nr. 10 1997
Waadegaard, Mette: Forståelsesmodel vedrørende unges spiseforstyrrelser, Dike 1997
Zlotnik, Gideon: Foredrag i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser, Valby Medborgerhus, den 24. januar 2002

Af ledende terapeut Karen Bro

Peggy Claude-Pierre er forfatter til bogen: ”Spiseforstyrrelsernes hemmelige sprog”.

Hun er også psykolog og mor til to døtre, som har lidt af alvorlig anoreksi. Hun er verdensberømt for sin måde at forstå de unge, der lider af en spiseforstyrrelse, på.

Peggy Claude-Pierre driver sin klinik ’Pardigme Institut’ i Canada, hvortil der kommer klienter fra hele verden. De kan være der i ambulant- og døgnbehandling. “Paradigme Institute” er også et uddannelsescenter som tiltrækker behandlere fra hele verden.

I sine bøger, TV udsendelser, foredrag, kurser samt personlige råd og vejledning til fagfolk og forældre belyser Peggy Claude-Pierre sin opfattelse af, hvordan en negativ sindstilstand og negative tankemønstre påvirker følelseslivet og livsstilen hos de helt unge.

Peggy Claude-Pierre startede sin vidensudvikling om spiseforstyrrelsernes hemmelige sprog, da hendes ældste datter fik anoreksi og var meget tæt på at dø. Herefter fik den anden datter også anoreksi, men med et kortere forløb, bl.a. fordi Peggy Claude-Pierre nu havde langt større indsigt og erfaring end ved den første datters sygdom.
Begge hendes døtre er i dag fuldstændig raske og lever et normalt liv.

Forståelsen af det følsomme sind

Peggy Claude-Pierre peger på en stor følsomhed, sensibilitet og evne til at sanse, som får disse unge til at føle sig anderledes end deres omgivelser. For nogle bliver denne følelse af at være anderledes en tilbagevendende, uhåndterlig tilstand, som de ikke gennem deres opvækst får lært at håndtere.
Dette rejser spørgsmålene: ”Er det så den unges skyld eller har de en defekt?” ”Er det forældrene der har gjort noget forkert?” ”Er det påvirkninger fra samfundet?” Eller????
Et svar kan være, at det er udviklingen i de unges liv, der har taget en forkert drejning, så de nu er havnet i spiseforstyrrelsens destruktive livsstil.

Peggy Claude-Pierre har med sin bog givet os en ny forståelse, så vi kan handle på en måde, der virkelig hjælper og ikke blot ”sætter plaster på såret” – eller endnu værre, gør tilstanden værre.

Her i Danmark er der derfor mange, både pårørende og professionelle, der er blevet inspireret af Peggy Claude-Pierres forståelsesmodel og hendes metode til at hjælpe personer med spiseforstyrrelser.

Besøg i Canada

Som nævnt er mange behandlere inspireret af Peggy Claude-Pierre. Selv har jeg deltaget i de konferenser hun har holdt i Danmark.
Det var derfor med spænding, at jeg besøgte “Paradigme Institute” i forbindelse med en rejse til Canada.

Modtagelsen var virkelig varm og det faglige udbytte stort. Der blev arrangeret et program indeholdende møder med såvel klienter som behandlere. Endvidere en times faglig konsultation med Peggy Claude-Pierre, hvor hun fortalte om nogle af teorierne og forklaringsmodeller fra sin nye bog (endnu ikke udkommet). Besøget var en stor og berigende oplevelse.

Ny bog – nye tanker

Peggy Claude-Pierre er ved at lægge sidste hånd på sin anden bog om spiseforstyrrelser. Bogen lægger meget vægt på relationerne mellem mor, far og barn.

Er der noget nyt at hente, hvis man har læst hendes første bog?

Ja – der er meget mere at hente. Peggy Claude-Pierre har arbejdet videre med sine teorier om bekræftet negativitet, som det, der manifesterer sig i alvorlige psykiske problemer. Hun breder sine teorier ud til at omfatte andre lidelser end anoreksi. Hun ser negativitet og mangel på kærlighed til sig selv som kilder til mange forskellige misbrug og psykiske sygdomme. Peggy Claude-Pierres teoretiske fundament kan således også bruges til større forståelse af årsagerne til spiseforstyrrelser som bulimi og tvangsspisning. Men også i andre psykiske lidelser og misbrug ser Peggy Claude-Pierre, hvordan mennesker med en udpræget følsomhed kommer ind i den bekræftede negativitets-tilstand, der fører til selvhad og selvdestruktion.

Hun oplever det derfor af yderste vigtighed at nå forældrene, så de gennem forståelse og i samarbejde med professionelle kan støtte de børn og unge, der pga. deres medfødte følsomhed og disposition er truede.

Af Karen Bro – ledende terapeut og Qi Gong instruktør.
Med input af Bodil Lissau, Cand.Vet, sygeplejerske og Qi Gong instruktør.

Baggrund

Mennesker med spiseforstyrrelser og deres vej til helbredelse og et liv i balance er et fokus der har fyldt mit liv i snart 12 år i Abegg & Bro – Center for spiseforstyrrelser. Det har blandt andet ført til 5 års metodeudviklingsarbejde med det sigte at udvikle helhedsorienterede og tværfaglige behandlingsstrategier for ambulant terapi. Arbejdet er støttet af midler fra socialministeriet/velfærdsministeriet.

Jeg er uddannet psykoterapeut og supervisor og har bl.a. efteruddannet mig kropsorienteret med fokus på chok-traume-terapi.

På min vej gennem livet har jeg været optaget af forskellige former for kunstnerisk og kropsligt arbejde herunder 25 års træning af Ai Ki Do – et japansk selvforsvarssystem.
Disse interesser har fornyet og styrket mig; men alligevel var jeg ved at bukke under, da jeg oplevede at miste først min mor og siden min far til cancer inden for få år, hvor jeg samtidigt havde et intensivt arbejdsliv med mennesker med spiseforstyrrelser.

Qi Gong efter Biyun metoden stødte jeg på gennem en bekendt og kollega, Hedda Matthesen, der var instruktør. Den glæde hun formidlede omkring sin træning gav mig appetit og nysgerrighed. I Qi Gong fandt jeg det, som samlede og koncentrerede min glæde ved at bevæge mig med mit billedrige indre liv – og førte det til et nyt niveau af fordybelse. Gennem den daglige kontakt til Shen – sjæl og hjerte – satte træningen mig i stand til at gennemleve de stærke følelser omkring at miste mine nærmeste og stadig kunne holde fokus i et krævende arbejdsliv.

Rent fagligt kunne jeg se, at metoden styrker kropsbevidstheden og skaber større ro og kontakt indad. Endvidere korresponderer metoden i allerhøjeste grad med de tilgange til at håndtere såvel stress, chok og traumer, som jeg er bekendt med bl.a. gennem Peter Levines terapiteknikker. Jeg valgte derfor selv at blive instruktør fordi mine egne erfaringer, og de faglige overvejelser gjorde, at jeg fandt det meget vigtigt og relevant at tilbyde Qi Gong træning til mennesker på vej ud af spiseforstyrrelser. De har brug for mestringsstategier, der hjælper dem til selv at skabe ro og balance. Ligeledes støtter det den helhedsorienterede sigte med vores behandling, at udøveren opnår en indsigt i og en oplevelse af, at krop, sind og ånd hænger uløseligt sammen.

Projektet

Vi har nu gennemført tre forløb med trin 1. af Jichu Gong. Forløbene var hver på tre måneder med ca. en ugentlig træning. I marts 2009 holdt vi vores første Dong Gong kursus. Det indledtes med et weekend internat og blev fulgt op af en månedlig træning. Vi har endvidere afholdt et kursus over to aftener i akkupressur, hvor deltagerne har lært at behandle både sig selv og andre.

Erfaringerne er dels, at målgruppen har stor glæde af træningen og dels, at der er nogle særlige hensyn, som gør sig gældende.

For det første er det vigtigt, at personen er på vej ud af spiseforstyrrelsen, og at der således er foretaget en faglig vurdering af art og grad af forstyrrelsen. Dette fordi der kan være for meget uro i kroppen og sindet eller andre ubalancer, der udløser fysiske eller psykiske reaktioner.

Når dette er sagt, har flere af deltagerne oplevet, at Qi Gong hjælper dem til at få ”ro i sjælen”. De bliver bedre til at koncentrere sig og kan bedre håndtere situationen, når de får tankemylder i hverdagen. De lægger vægt på, at de lærer en teknik, der hjælper dem til selv at kunne gøre noget.

Følgende udsagn fremkom under den indledende forventningsrunde på første kursus:

Mangler energi. – Ønsker mere energi – Er stresset og ked af det – Ønsker at kunne være mig selv, er ked af det – Ønsker at få det bedre, at kunne tro på, at det virker – Ønsker at kunne slappe af, er ked af det – Ønsker at kunne slappe af, har meget uro

Kursisternes søgte individuelt at sanse og beskrive Qi og deres egne definitioner var følgende:

Energi – Lys og håb – En følelse af, at det er mig der bestemmer – At være ikke-ked af det, være i nuet og have livsmod – At være afklaret, mærke glæde og ro

Kurset var planlagt til én gang om ugen i ni uger fra kl. 17-19 med opfølgning efter en måned. Fra ca. kl. 18-18.20 var der pause ude i køkkenet i uformelle grupper. Der blev serveret en enkelt grønsagsret af rodfrugter, som ifølge teorien om De fem elementer passer til det tidspunkt af dagen. Maden er vigtig dels pga. tidspunktet, og dels fordi mange generelt kan have svært ved at få spist regelmæssigt, hvilket kan medføre unødvendig kropslig uro, ubehag og modstand.

Det var vigtigt, at kurset var et forløb og ikke et weekend-kursus, da det netop kendetegner målgruppen, at det er ’svært at gøre det jeg godt ved er bedst for mig´. Det kræver derfor, at vi skaber en ramme for denne selvopbyggende aktivitet, da den ellers bliver fraprioriteret.

Det var således også forholdsmæssigt sværere for mange at få etableret en daglig praksis hjemme.

En af deltagerne beskriver det på en måde, som kan sammenfatte deltagernes holdning til deres valg af at gå til Qi Gong:

”Jeg var gået ned med stress, og har haft meget kraftige reaktioner i kroppen. Det havde jeg hørt, at Qi gong kunne afhjælpe. Så selvfølgelig også ud fra en idé om, at det ville skabe mere ro. Jeg er også sådan en person, som tit får noget tankemylder. Det tror jeg er meget karakteristisk for folk med spiseforstyrrelser. De kan let komme ind i en depressiv spiral tankemæssigt. Dér er det bare godt at få ro på. Så det var ud fra det. – Og så ville jeg gerne komme her, fordi her er et forum af ligesindede”.

Der har været 5-7 deltagere på de to hold, og der ingen tvivl om, at deltagerne på begge hold har fået meget ud af træningen.
Som den ledende og ansvarlige fagperson kan jeg kun anbefale at Qi Gong bliver et tilbud til langt flere mennesker, som arbejder med at lægge spiseforstyrrelser bag sig og få balance i deres liv.

Indsatsen bliver eksternt evalueret af ministeriets konsulent og resultaterne kommer i en samlet rapport, når projektet slutter i 2010. Rapporter og andre oplysninger om projektet kan ses på www.abeggbro.dk

De arbejder både med børn, unge og voksne. Individuelt og i gruppe

Artikel fra LMS- nyhedsbrev. aug. 2006

Af Karen Bro

Hvad er det at være kreativ? Er det kun noget med at male billeder? Nej, det er også at indrette hus, at klæde sig fantasifuldt og elegant, at komponere en middag og dække et bord, at finde en personlig gave, der glæder modtageren og meget, meget mere.

Er personer med spiseforstyrrelser kreative? Ja, de fleste er i høj grad på mindst et af de ovennævnte områder.

Kreativitet er i mine øjne også at være kreativ omkring sit liv, sin livsstil og personlige udvikling. At kunne se nye muligheder, nye og bedre måder at gøre ting på, at være en opfinder af sig selv.

Er personer med spiseforstyrrelser kreative i den forstand? Ofte er de desværre ikke kreative i samme grad omkring deres eget liv, som med at skabe ydre skønhed og glæde andre! Spiseforstyrrelsen kan indsnævre kontakt- og interesseområde, så et menneske trækkes ind i nogle fastlåste mønstre og vaner. Der er et stort ønske og behov for at ændre det, men tankerne kører i ring, kroppen følger sin vane og det bliver svært at se en mulighed for at bryde ud og gøre noget andet.
Der er brug for at sætte tingene på hovedet, at få fat i sine ressourcer og finde nye måder at se sig selv og sit liv på.

Hvad er kunstterapi?

Kunstterapi tager udgangspunkt i jungianske psykologi, og er et kreativ værktøj og en terapiform, hvor maleri, tegning, form, lyd og bevægelse indgår.

I hverdagen bruger vi mest ord til at udtrykke os med. I kunstterapien oplever vi at udtrykke os på andre måder. Gennem billedarbejde og forskellige øvelser kommer vi i kontakt med følelser, fantasier, drømme og kropsoplevelser, som bliver understøttet og udviklet. Et billede kan opleves næsten levende, når der inddrages følelser, sansning og krop.

Kunstterapi har de samme overordnede formål, som anden terapi. Selvudvikling gennem at lære sig selv bedre at kende, at komme i dybere kontakt med sit indre og sin krop.

At bearbejde svære følelser ved kriser, depressioner og konflikter og at ændre tanke- og adfærdsmønster, som låser vores liv i destruktive baner.

Når disse indre spændingstilstande løses op, frigives energi og ressourcer, så man bedre kan ændre en fastlåst situation og opleve større livsglœde, selvaccept og handlekraft.

Hvem kan bruge kunstterapi og hvad kan det bruges til?

Alle kan deltage og få noget ud af det. Forkundskaber er ikke nødvendige, hverken tegnemæssigt eller på nogen anden måde. Vi har alle skabende evner og brug for at udtrykke os, og vi tager på vore kurser og workshops udgangspunkt i den enkeltes behov.
Kunstterapi kan bruges til at få mere kreativitet ind i hverdagen og kan være et skub til at gøre noget ved de ting, vi gerne vil udvikle.

Kunstterapi foregår i et frirum, for når vi hengiver os i en kreativ proces, glemmer vi tid og sted og skaber ud fra vores egne oplevelser.
Vi glemmer at vurdere og analysere, det vi laver og får dyb kontakt til os selv og vort indre symbolsprog. Fordybelsen og billedernes udstråling virker helende og kan give ro og mulighed for at styrke en positiv udvikling. Ved at tage kontakt til den skabende side af os selv, modarbejder vi f.eks. stress og tristhed og oplever nye og anderledes stemninger.

Når vi arbejder med kreative udtryk, får vi selvtillid og overskud til at udvikle nye sider af os selv.

Kunstterapi og Spiseforstyrrelser

Kreativitet er specielt godt for personer med spiseforstyrrelser. Da de er vant til at undertrykke deres følelser, har de ofte svært ved at definere og udtrykke dem. Billederne bliver en bro til verden udenfor. Det er vigtigt, at der ikke forceres og konfronteres, da den selvkritiske side er så fremtrædende, og spiseforstyrrelsen nemt vil præstere og leve op noget. Det, der skal styrkes, er en tiltro til kroppen og følelserne.

I en gruppe opleves det dejlig både at kunne være stille sammen og fordybe sig i sit eget arbejde, men også at pjatte og grine og lave billeder og collager i fællesskab.
Fællesskabet med mennesker i samme situation skaber en ordløs forståelse og indlevelse der er guld værd for den enkelte.

LMSs hjemmeside: www.spiseforstyrrelser.dk

]]> http://abeggbro.dk/?feed=rss2&p=497 0 http://abeggbro.dk/?p=97 http://abeggbro.dk/?p=97#comments Fri, 02 Oct 2009 09:30:28 +0000 admin http://test.karenbro.dk/?p=97 Hvad kan man som ung gøre hvis en ven eller veninde har spiseproblemer?

Af R.Theresa Abegg og Karen Bro

Mennesker der har spiseproblemer er jo ligeså forskellige som alle andre. Hvad du kan gøre, hvis du vil hjælpe, kommer især an på, hvor nært et forhold I har. Om I er venner, veninder, kærester, søskende eller bekendte.

Det er selvfølgelig også vigtigt at se på hvor stort problemet, men det kan være meget svært at vurdere udefra.

Vi vil prøve at give nogle generelle råd og har valgt at kalde den, der har spiseforstyrrelsen ’hun’, fordi vi synes det lyder så klodset at sige ’han eller hun’ hver gang, og der er altså flest piger.

Jeg tror hun har en spiseforstyrrelse – er det rigtigt?

Når du fornemmer at én ven har problemer, så skal du lytte til den fornemmelse og undersøge sagen!

Det kan føles svært at komme ind på emnet, du er måske bange for at tage fejl så det bliver pinligt. Bange for at blive afvist eller måske ligefrem at hun bliver sur på dig og det går ud over forholdet.

Jamen, hvis det værste der kan ske er, at du tager fejl, så er det vel ikke så slemt, så kan du jo ånde lettet op. Hvis tanken bliver afvist, kan du benytte lejligheden til at fortælle, at du er hendes ven. At du vil lytte og støtte, hvis der bliver problemer en anden gang. Hvis det bliver pinligt eller hun bliver sur, kan det jo desværre være tegn på, at der er noget om snakken!

Lad det er ikke blive en retssag, hvor du skal bevise at du har ret; men bed hende se dig som en ven der holder af hende, så hun ved du er der – når hun er parat.

Hvis du fornemmer at et menneske du kender slås med noget svært, så synes vi du skal vove pelsen, for vi tror det værste er at vide med sig selv, at man ingenting har gjort for at hjælpe.

Måden er vigtig – skab tillid før du bevæger dig ind på emnet.

Overvej hvordan du bedst kan nå hende. Det kan være måden der gør forskellen. Først må du vurdere om du selv er den rette person til at kontakte hende, eller om du vil gå til en, der står hende nærmere og bedre kan tage det ansvar.

Det er også vigtigt, hvor og hvordan du tager kontakten. Det er alt for voldsomt at spørge: ’Tror du ikke du har en spiseforstyrrelse?’ – prøv i stedet at starte en samtale om, hvordan hun har det. Fortæl evt. noget om, følelser og tanker der er svære for dig selv.

Sørg for at der ikke står andre og lytter, at der er tid til at snakke færdig og være sammen bagefter. Fortæl på en venlig og rolig måde, hvad det er du ser og oplever i hendes nærvær, som får dig til at spørge om hun har det svært.

Læg vægt på at du kan lide hende og bryder dig om hvordan hun har det – sig ikke at hun ser dårlig ud eller opfører sig underligt. En god idé er at tænke over, hvad du selv ville bryde dig om at høre.

Vis Respekt

Det er hendes liv det drejer sig om, hende der har problemet og svarene. Det er hendes valg om hun vil tale med netop dig om det. Hvis hun åbner sig og fortæller om sig selv, så viser hun dig en meget flot tillid. Den kan du kun bevare, ved ikke at fortælle det videre til andre kammerater uden hendes tilladelse. Det kan være fristende at have ’en god historie’; men ingen kan lide at blive talt om, eller få deres inderste udleveret – husk derfor respekt!

Jeg ved hun har en spiseforstyrrelse – hvad gør jeg?

Frem for alt, skal du opfordre hende til at opsøge rådgivning og støtte på rette sted.

Hvis du selv er meget ung, må du ikke sige ja til at være den eneste, der kender din venindes eller søsters problem i længere tid. Der skal inddrages voksne. Det kan f.eks. være en forældre, en venindes mor,  en lærer, en studievejleder, en læge eller sundhedsplejerske. Spørg hende, hvem hun bedst kan fortælle det til, og brug evt. anonym telefonrådgivning i første omgang. Hvis hun ikke vil sige det til nogen, kan du foreslå at i gør det sammen. Hvis hun også afviser dette, kan du blive nødt til at sige du vil gøre det, at du ikke kan stå alene med din viden.

Støtte fra forældre, kæreste og nære venner er helt central og nødvendig når unge har spiseproblemer. Ved en rigtig spiseforstyrrelse kræves oftest professionel behandling. Lægen er en nøgleperson, og de fleste har også brug for psykologisk samtale og støtte. Det er vigtigt at der tilrettelægges en behandlingsstrategi sammen med personen, behandlerne og de nærmeste.

Vær først og fremmest en ven

Når behandling er sat i gang, kan du koncentrere dig om at være en god ven eller søskende.

Det gør du bedst ved at bevare og udbygge, det forhold og de interesser I hele tiden har delt. Mad og vægt kan fylde meget i hendes hoved og det er bedst, hvis vi ikke snakker om det hele tiden. Spørg til hvordan hun har det med sig selv og livet. Snak ikke kun om problemer, men dan en modvægt til det tunge ved at snakke om ting der er sjove eller interessante. Hold fast i at livet også er dejligt.

Vis din kærlighed og interesse og din lyst til at være sammen med hende.

Være dig selv

Det kan give bedre forståelse af hende, at du læser bøger om emnet. Men vær først og fremmest dig selv. Du er den person hun har valgt at knytte sig til, som hun kender og holder af. Du kan være med til at holde hende fast i virkeligheden og vælge et godt liv.

Hvad er et godt liv?

Alle ønsker et godt liv – ønsker succes. Men hvordan får man det? Er det ved at være tynd eller ved at have store bryster? Hvis du snakker med mere erfarne og modne mennesker vil de sige nej. Det er ikke det, der har givet deres liv værdi.

Ved at snakke om det ydre, er du med til at slå den tanke fast i hendes hoved, at det er det vigtigste i livet. Nej, det er vigtigere at være glad, at grine, at kunne lide sig selv og andre.

Undgå at kommentere tøj og udseende, kritisk eller rosende. Hjælp i stedet med til at få hendes indre værdier frem, ved at vise i ord og handling, at det er det indre du værdsætter hos dig selv, hende og andre.

Mobning

Dårligt kammeratskab spiller i vores erfaring, en stor rolle hos mange, der udvikler en spiseforstyrrelse. Måske har de været tidligt udviklede, har haft specielle interesser eller andet. Vi må alle være med til at bekæmpe mobning og bagtale, hvor vi ser den. Ellers er vi måske indirekte med til at skubbe den næste ud over kanten, hvor de ikke ser anden mulighed end at gemme sig ind i en spiseforstyrrelse – i en jagt på at blive tynd og accepteret eller måske usynlig og usårlig.

SÅ – Hvad kan du som ung gøre hvis en ven eller veninde har spiseproblemer?

Du skal reagere hvis der er en af dine veninder, der får problemer. Der er ikke noget der betyder mere end at have gode venner og veninder – vi lytter i virkeligheden meget mere til dem end til forældre og lærere.

Du kan virkelig gøre en forskel!!!

PS!

Måske er du en voksen pårørende, forældre, lærer eller andet. Du spørger så dig selv om der er mere eller andet du kan gøre?

Ja og nej! For tankegangen er den samme i forhold til forståelse og respekt, men vi har selvfølgelig som voksne et andet ansvar og dermed andre handlemuligheder. Det bedste udbytte fås altid af en personlig rådgivning, hvor man kan vurdere de personlige og individuelle forhold.

Du kan også på hjemmesiden hos Landsforeningen finde uddybede råd til pårørende, som vi har udarbejdet.

Vi tilbyder bla. telefonrådgivning, personlig rådgivning og kurser til pårørende

Så hold fast i håbet – der er en vej gennem problemerne.

Artikel fra Girltalk.dk

Af Psykoterapeut Karen Bro

Smerte og pres skaber aggression og destruktivitet

Lærere og andre der arbejder med børn og unge kan opleve, at nogle unge med svære problemer vælger at skade sig selv og deres krop på forskellig vis, måske endda ved at skære sig. Selv ser jeg det også i mit arbejde, som primært er med personer med spiseforstyrrelse. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, hvordan disse ting er beslægtede?

I min forståelse er der to grundlæggende måder at reagere på et når man oplever stor følelsesmæssig smerte eller bliver presset for hårdt. Den ene er udadvendt og aggressiv og den anden er indadvendt og selvdestruktiv. Typisk ses den aggressive form mest hos drenge, der f.eks. bliver kriminelle eller voldelige. Den indadvendte og selvdestruktive raktion ses nok oftest hos pigerne, og her ser jeg både reaktioner som spiseforstyrrelser og det at skære sig. Det er adfærd som er meget ekstrem og farlig. Det er svært at forstå, hvorfor nogen gør det, og derfor virker det skræmmende på andre – både voksne og kammerater.

Hvorfor vil nogen skade sig selv alvorligt?

Ofte når jeg skal prøve at forstå en adfærd kigger jeg på dyrene. Hvad gør de – for dyr gør da ikke sådan noget, vel?

Jo, det gør de faktisk nogen gange, for når et vildt dyr er fanget i en fælde så kan det prøve at bide sit eget ben over for at komme fri.

Så min forståelse er, at personen der skader sig selv, på en eller anden måde føler sig fanget i en fælde. Fælden er deres liv og de betingelser de har fået. Det kan gælde alt: fra deres plads i samfundet, systemet og familien – til kærestesorger, venindesvigt og mobning. De kan bare ikke se nogen vej ud af det hele, og hvis man ikke kan få sit liv til at lykkes vil nogen kaste skylden på sig selv. Jeg er dum, forkert, uduelig og har det helt forkerte udseende og den forkerte krop. Det næste skridt er at omforme dette forkerte gennem f.eks spiseforstyrrelser eller hård træning, og et andet kan være at straffe sig selv fordi det heller ikke lykkes. Straffen kan f.eks være at skære den ulydige og foragtelige krop.

Det er nok bare den dummeste og mest uhensigtsmæssige måde at løse sine problemer på. Det er ikke en vej ud af fælden, men en ny fælde. En fælde der er fuld af hemmelighedskræmmeri og skam. En fælde hvor du er nød til at skjule dig selv for andre.

Smerten skal ud af livet – ud gennem munden

Nogen ser det at skade sig selv som et skrig om hjælp eller som en måde at få kontakt på. Men det er stadig uhensigtsmæssigt, for det bliver nemt ’såret’ og ikke personen der får opmærksomhed. Personen der sidder inde i fælden og har brug for at blive set og hørt med sine tanker og følelser. At skære sig selv skaber ikke forståelse, det skaber bare panik og skyldfølelser, og værst af alt, så tager det opmærksomheden væk fra det, der i virkeligheden er svært og er problemet.

De der skader sig selv kan beskrive det som en følelsesmæssige smerte, der bliver så ubærlig og stor, at den simpelthen er nødt til at blive fysisk for at komme ud. Ja, smerten skal ud, men den skal ud af munden. Råbes, skriges, fortælles; men ikke udløses gennem smerte og selvdestruktion.

Hvordan kan andre forholde sig, hvis der er en ung, der skader sig selv?

Hvis du som voksen oplever at en ung har denne farlige adfærd, er det vigtigt at du husker at give opmærksomheden til personen og ikke til såret. Hjælp dem med art finde ud af, hvad deres fælde består af, og hvordan man kan gøre noget ved de konkrete problemer. Hjælp dem til at indse, hvordan de selv bidrager til at skabe deres egen desperate situation, ved at vælge de forkerte veje ud af den fælde, de oplever deres fastlåste situation som. Hjælp dem til at se mulighederne og ressourcerne. Hjælp dem til at få smerten ud og rette vreden de rigtige steder hen.

Det er OK at blive vred, hvis man føler sig dårligt behandlet

Det er ikke OK at skade andre eller sig selv

Hvis du er ung og oplever at en kammerat er selvdestruktiv, skal du insistere på at få voksne ansvarlige personer involveret i situationen. Du må opfordre hende til at opsøge rådgivning og støtte på rette sted. Hvis du selv er meget ung, må du ikke sige ja til at være den eneste, der kender din vens adfærd i længere tid. Der skal inddrages voksne. Det kan f.eks. være en forældre, en venindes mor, en lærer, en studievejleder, en læge eller sundhedsplejerske. Spørg hende, hvem hun bedst kan fortælle det til, og brug evt. anonym telefonrådgivning i første omgang. Hvis hun ikke vil sige det til nogen, kan du foreslå at i gør det sammen. Hvis hun også afviser dette, kan du blive nødt til at sige du vil gøre det, at du ikke kan stå alene med din viden.

Gå aldrig alene med din viden –spørg en voksen om hjælp.

Støtte fra forældre, kæreste og nære venner er helt central og nødvendig når unge har så store og farlige problemer. Og der kræves ofte professionel støtte og måske behandling. Lægen kan være en mulighed eller psykologisk samtale og støtte.

Karen Bro har arbejdet med spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd siden 1997.

Der er efterhånden kommet en del fokus på problematikken og dermed artikler og bøger. f.eks.

“At skære smerten bort” – en bog om cutting og anden selvskadende adfærd Af Bo Møhl. PsykiatriFondens Forlag, 2006 140 sider

“Zebrapigen” en selvbiografi af Sofia Åkerman . Forlag:Moskito 2006 263 sider

Citat; “Jeg skadede aldrig mig selv for at dø,” siger Sofia i interviewet. “Jeg gjorde det, fordi jeg ville overleve. For at vise andre at de måtte hjælpe mig. For at vise dem at jeg havde det så dårligt.”

Flere og flere børn og unge udvikler spiseforstyrrelser, og sygdomsudbrud ses i dag tidligere end før. Forældre til små børn og pædagoger bør acceptere de små børns følelser, og på den måde styrke børnenes selvforståelse, anbefaler psykoterapeut.

Artikel der blev skrevet til “Børn og sundhed” marts 2004
Af Berit Helt ©

Fokus på mad

R.Theresa Abegg driver sammen med kollegaen Karen Bro; ”Center for spiseforstyrrelser”. Klinikken åbnede i år 2000, og har siden da været i kontakt med ca. 250 patienter og deres pårørende. Aldersmæssigt ligger patienterne mellem 8 og 60 år, men med en klar overvægt af de 14 – 28 årige. Det er stadig flest piger der for spiseforstyrrelser, man mener at fordelingen er 1:10 mellem piger og drenge. Det er almen viden, at der findes langt flere bulimikere end anorektikere. Det nøjagtige antal bulimikere kendes ikke, da mange lever skjult uden at søge behandling. På bulimikernes fysik kan man ikke umiddelbart se, at de i virkeligheden er meget syge, hvilket gør dem sværere at udpege i forhold til de meget tynde anorektikere og overvægtige overspisere. (Eller ortoreksi – sundhedens livsstil = fejlernæring på anorektisk niveau)

Inden der sættes fokus på mad, og kommunerne igangsætter anti-fedme-kampagner skal man nøje overveje hvordan budskabet formidles. ”Fagfolk skal virkelig vide, hvad det er kampagnen har af budskab, når den sætter fokus på fede børn. Det underliggende er de svære situationer vores børn & unge kommer ud for, uden voksen støtte til at klare de store negative følelsesoplevelser. Bliver nutidens børn fede af ensomhed, mobning, trøstespisning, isolation, manglende aktivitet, dårlige spisevaner, pres, stress, kritik og manglende forståelse fra voksne, er det det kampagnen må pege på. Sættes fokus kun på FEDME, vil det kunne inspirere opmærksomhedssøgende børn og unge til en sundshedslivsstil, hvor kampagnen tages på ”ordet”, leves 100% og det kan i værste fald ende i en spiseforstyrrelse” siger R.Theresa Abegg.

Fire årsagsplaner

Generelt er det meget følsomme og pligtopfyldende piger der bliver syge, og i forløbet frem til en egentlig spiseforstyrrelse, kan patienten udvise forskellige grader af risikoadfærd. Risikoadfærden er ofte en glidende måde at begrænse lyst og mad mere og mere indtil en spiseforstyrrelse manifesterer sig endeligt, og kan fx betyde, at en pige over sommeren kan tabe op til 20 kg.

Til at afgøre om der er tale om en reel spiseforstyrrelse, vurderer R.Theresa Abegg bl.a. patienten i forhold til 4 årsagsplaner.
Første plan er det personlige plan. Her er bl.a. tale om genetiske faktorer og en høj følelsesmæssige intelligens. Nogle psykologer taler om en forstyrrelse ved urmåltidet, lige efter fødslen.

Det andet plan handler om opdragelse, familiemønstre, familie kriser og sociale arv, altså bl.a. hvordan man i familien takler forskellige problemstillinger og hvilke reaktionsmønstre man har.

Det tredje plan beskæftiger sig med de miljøer børn og unge færdes i fx skoler, fritidsklubber, sportsklubber, venindekredse og by-/landmiljø. For at undgå at udvikle en spiseforstyrrelse, er det af afgørende betydning, at den enkelte har forståelse og støtte i de stressede og mobnings-rige miljøer børn og unge færdes i. Netop dette med de moppe-fri miljøer, er noget R.Theresa Abegg bruger meget tid på, når hun laver oplæg i daginstitutioner el. er gæstelærer i 8-9-10. klasser.

Det fjerde og sidste plan er det globale plan. Nogle personer med spiseforstyrrelse kan have en meget stor global ansvarsfølelse. Theresa Abegg fortæller at ”pigerne mangler ofte det filter, som for os andre gør, at vi kan gøre os ligeglade” med verdens lidelser. Hun giver et eksempel, på en 18 år anorektiker hvert år sender hendes økonomiske overskud direkte til Folkekirkens nødhjælp.

Giv plads til følelserne

Personer med spiseforstyrrelser har, som forsvarsmekanisme lært sig ikke at mærke deres følelser. De ved måske godt hvornår de er kede af det, men de kan ikke mærke sult, vrede eller sorg fornemmelsen i kroppen, som andre kan.

R.Theresa Abegg har nogle klare anbefalinger til, hvordan vi skal støtte små børns følelser, og siger at ”det er meget vigtigt at vi undgår afledningsmanøvrer, når barnet viser følelser.” Også selvom følelsesudbrudene ofte kommer på ubelejlige tidspunkter for den voksne. Kodeordet er at ”spejle” barnets følelser. Den voksne skal udvise forståelse og sætte ord på, hvad det er for nogle følelser barnet giver udtryk for. Hvis barnet er ked af at mor går, må vi lade være med at forsøge at aflede barnet og sige ”det er da ikke noget at være ked af, mor kommer igen i eftermiddag”. Herved kan barnet umuligt føle sig forstået, det vil nok snarere føle sig afvist og få den opfattelse, at ”jeg” er forkert når jeg er ked af det. Vi må langt hellere udvise en voksen empati – ”jeg kan se at du er ked af det. Det kan jeg godt forstå. Jeg kan også være ked af det, når nogen går fra mig”. Vi må vise, at du/det er i orden at være ked af det, og barnet hører at følelsen indeni, er en ked-af-det-følelse. Det samme gør sig gældende, når barnet har vrede, trods eller er nervøs over noget der ikke lige lykkes, eller for den sags skyld hvis barnet udviser ekstrem glæde. Man bør forsøge at forstå barnets følelse, og på den måde være med til at lære barnet at forstå og acceptere hele følelsesregistret.

Kærlige grænser

Et andet fokusområde for R.Theresa Abegg er måden hvorpå vi sætter grænser. ”En grænse skal ikke være autoritær, den skal være kærlig”. Ved spisning må grænserne ikke være hårdt optegnet som i ”spis nu! sid nu stille! spis nu op! leg ikke ved bordet!, men skal snarere være et forsøg på at forstå barnets situation lige nu. Hvis barnet fx ikke spiser, kan vi fjerne fokus fra maden, og tale om noget helt andet. Måske er barnet meget træt, som kan afhjælpes ved at komme over og sidde hos den trygge voksne. Her kan barnet sidde og slappe lidt af, og måske samle kræfter til at spise lidt alligevel. Måske kan barnet slet ikke sidde stille, fordi det var i gang med noget helt vildt spændende, og så kan vi bruge fx 5-10 minutter på barnets interesse, før barnet kan koncentrere sig om at spise.

Hun anbefaler også, at et nødvendigt ”nej” følges op af et alternativ. ”Nej, du må ikke hoppe i sofaen, du må hoppe på madrassen i kælderen”, eller ”nej, vi skal ud og handle nu, du kan lege med det når vi kommer tilbage”. Herved udviser vi også forståelse for barnets ønsker.

I det offentlige rum, i institutioner og i private hjem skal vi lægge vægt på, at forholdet til mad også til dels skal bero på lyst og frivillighed. R.Theresa Abegg har 17 års erfaringer som pædagog/leder, og hun fortæller, at de i hendes institution havde én maddag om måneden, hvor børnene måtte medbringe lige hvad de havde lyst til. Også denne dag så personalet på ernæringsmæssige anbefalinger , og arbejdede under begrebet at mærke ”lyst” for herefter at lære at vælge ud fra det og ikke efter hvad der nu var in. På længere sigt regulerede børnene deres madindtag efter lyst = behov. Dette var i tæt samarbejde med forældrene-/bestyrelsen.